Velkommen til Universer. Denne side er for alle rollespilsglade sjæle der søger en bred vifte af rollespil fremfor et specifikt. Registrer dig og vær med idag!
impatientquackson
ejer, moderator og administrator
dramaqueen
moderator
arsinoe
administrator
STAFFER NAME
POSITION
universer
Greendales børnehjem. Kampen om Tronen. Redwood High School. Halvblodslejren. 13th Hunger Games. Talent Camp. Supernatural School. Zombieapokalypsen.
Tid: Lidt efter middagstid Sted: Et trænings rum for Hunger Games deltagerne. Vejr: Det styrt regner, men man ligger ikke mærke til det i Træningsrummet. Omgivelserne: Ivrige deltagere der skyder med pil, fægter med sværd, løfter vægte osv.
Solovet kiggede rundt på de 11 andre valgte til dette års Hunger Games. Nogen var gode andre var knap så gode. Solovet, havde allerede lært nok om at skyde med bue og pil, og at bruge et sværd. Egentlig ville hun nu bare finde nogen allierede, fordi hun gik ikke efter at vinde, hun ville have at hvem som helst anden vandt. Derfor var det vigtigt for hende at finde en allieret, som hun kunne hjælpe, så den måske kunne vinde. Selvfølgelig ville hun ikke lade sig dø sådan.. puf. Men hun ville ikke have hun vandt. Selvom at hvis hun gjorde, så kunne hun dele sine meninger omkring Hunger Games. De andre var ikke spor bedre en Capitol hvis de lavede Hunger Games, og de lavede krig fordi Capitol gjorde det.
Solovet så ud af sine øjenkroge, en pige stå og prøve sig ad med en bue og en pil. Selvom det ikke gik særlig godt. Hun gik hen til hende. "Prøv at ligge pilen her op" sagde hun og rørte ved et sted på buen, hvor det var meningen man skulle have pilen. "og træk snoren på buen længere ud mod dig selv." Hun smilede til den ukendte pige. "Forresten, er det lettere at starte med en sværd istedet for en bue, hvis du vil blive god til det." Hun tog selv en bue og en pil fra stativet, og skød den afsted. Den landede lige midt på det røde cirkel, som var den man prøvede at ramme.
Post by impatientquackson on Apr 15, 2018 9:00:38 GMT
Someone save me.
En hjælpeløs følelse lå tungt i Luísas mavesæk - hun var ikke skabt til kamp og alligevel havde hun intet andet valg end at træne sig op til det. Omkring hende trænede hendes meddeltagere entusiastisk, men hun kunne ikke finde noget engagement frem på trods af hvad der var på spil - hendes liv. Det løs syrealistisk at tænke; et spil som hendes forældre havde troet ville stoppe ved revolutionen mod præsident Snow, var blevet genskabt for hævn. Hun sank en klump og bevægede sig sløvt igennem træningslokalet for at trække tiden ud. De blev konstant bedømt udfra deres præstation, så træningen var vel ikke anderledes - og siden hun ingen talenter indenfor overlevelse havde, ville hun nødigt skynde sig i gang med at fejle på landsdækkende tv. Et suk forlod hendes rosa læber, som hun strammede sin lysebrune hestehale og nåede hen til bueskydningsområdet. De ranglede fingre gled over en bue, som hun endte med at gribe fat om sammen med et pilekogger. Hun svang pilekoggeret over skulderen og prøvede at holde buen på en måde som hun havde set nogen af de andre deltagere gøre, imens hun fik fat på en pil og lagde den mod strengen. Selvom hun kunne mærke noget var helt forkert i hendes måde at holde buen, slap hun pilen og den fløj omkring en meter, før den ramte gulvet.
Da en stemme brød Luísa boble af frustration, gik et ryst igennem hele hendes krop - blot endnu et bevis for, at hun ikke ville overleve længe i arenaen; hun lagde ikke engang mærke til at nogen var gået hen til hende. Pigen gav instrukser til hende, som Luísa, uden at vide hvorfor, adlød. Brunetten lød erfaren, som om hun havde styr på det her, så hvorfor skulle Luísa ikke adlyde? Hun sank og lod sit blik falde på den kønne pige ved hendes side. "Oh. Ørhm, tak." Sagde hun med et lille, småusikkert smil. Ved pigens råd, trak Luísa den anden pil hun havde sat for strengen (før pigen kom derhen) tilbage. "Oh, okay." Svarede hun. Hun ville ikke bruge sværd - sværd var for brutalt og det krævede nærkamp, hvilket hun for alt i verden gerne ville undgå. "Men jeg tror jeg holder mig til buen.. Selvom jeg ikke ligefrem er god til at styre den." Hun rykkede lidt på skulderen og rettede fokus mod skyeskiven. Hun slap strengen og pilen fór igennem lokalet til den ramte væggen ved siden af skydeskiven. Det var i det mindste bedre end før, tænkte Luísa. Hun sank buen og kiggede på pigen med et akavet smil. "Jeg hedder Luísa."
Florida stod ret håbløs midt i lokalet, og overvejet hvad hun skulle øve med. Bue? Sværd? Nogle af hendes kreative ting? Okay, det sidste havde hun styr på, så de to først ting var nok bedste. Hun kunne godt finde ud af at bygge huler, men en ordentlig en ville tage tid, og så var hun også nød til at have forstand på enten bue eller pil, hvis hun var så heldig at overleve helt til der kun var en anden end hende tilbage, hvilket nok ikke var den del der lykkedes. Så egentlig, burde hun ikke bare tage et sværd og dræbe sig selv? Hun ville dø alligevel, men så ville der nok komme en ny og overtage hendes plads, hvilket var skidt.
Nu var spørgsmålet som om det skulle være bue eller sværd. Florida ville helst undgå nærkamp, så bue var nemmere. Florida gik bunken med bue og pil, hvor der også stod nogle andre, hvilket mindede hende om det var bedst at have nogle allierede, selvom at hvis man klarede det var man næsten nød til at vælge hvem af dem der skulle dø, hvilket var mærkeligt, men alligevel var hun nød til at få nogle allierede. Uden Florida vidste af det var hun havnet lige foran pigerne, og faldt bagover. "Øhm, undskyld."
Solovet smilede til pigen. "Det går da bedre." Sagde hun til hende. "Det er okay hvis du ikke vil bruge sværd. Jeg var heller ikke så vild med at bruge det dengang jeg startede med at øve mig for nogen år tilbage, fordi det var for voldsomt. Jeg hedder forresten Solovet" Solovet trak på skuldrende. Hun kunne godt ane at hun ikke var den mest kampdygtige person. Solovet fik lidt ondt af hende. Hvilken hun sjældent gjorde af folk. Og hvis hun gjorde var det af de andre Hunger Games deltagere, hvilket nu også var tilfældet her. Pludselig kom en anden pige hen til dem ved stativet med buer og pile, som faldt bagover. "Skal du have en hånd?" Hun smilede til pigen.
Clementine trådte selvsikkert ind i trænings lokalet, hun så hvordan der var forskellige poster og hvordan de andre deltagere allerede var i fuldt gang. Var dette virkeligt hendes konkurrence? Hun havde regnet med en flok morderiske amazoner typer, men næ nej, de stod praktisk talt allesammen stille. Clementine, var ikke meget for en heart to heart og slet ikke denne her situation. Hvad var pointen i at snakke med folk, få sympati med dem og så dræbe dem bagefter? Det hele virkede så fake og Clementine fik kvalme af bare at tænke på det. Hun så hen på en mindre pige, omkring hendes alder, men lavere og mere sammenkrøllet. Hun så til hvordan den skrøbelige skabning prøvede at svinge med et sværd og rystede lidt på hovedet for sig selv. Luísa hed hun vidst. Sværdet var næsten større end hende og det så helt malplaceret ud. Denne ''Luísa'' ville nok være et let offer, men for nu skulle hun træne. Hun gik hen til en post hvor der lå en mellemstor bunke knive og ca. 10 meter væk, et par målskiver. Hun samlede to af knivene og studerede dem lidt, de var lavet af meget fint materiale, hun havde aldrig selv haft råd til en så flot kniv og overvejede om hun overhovedet turde, at bruge den. Hun trak sig selv ud af sit tankespind, selvfølgelig turde hun bruge den, det var for hendes egen overlevelse! Hun tog en dyb indånding og målte hendes kast, inden hun fyrede de to knive imod målskiven. Den ene ramte midten og den anden, sad fast i siden af målskiven. Hun blev vred over hvor rusten hun egentligt var blevet og blev pludseligt glad for, at man havde muligheden for at øve sig. Hun skulle ind i kampen, hvis hun ville overleve det her.
Post by baressobuddha on Apr 17, 2018 20:53:06 GMT
Med sine 162 centimeter ragede Ophelia ikke op i landskabet. Hendes tynde lemmer fik hende til at se endnu mindre ud og de store, brune dådyrøjne understøttede illusionen om, at hun ikke var én man skulle frygte. Og det var netop dét, hun håbede på, at de ville tro om hende. Hun var udmærket klar over at hendes største styrker ikke lå i det fysiske, men ubrugelig var hun ikke. Hendes kropsbygning gjorde det muligt for hende at løbe og klatre hurtigere end de fleste. Samtidig havde hun et enormt godt kendskab til naturen og dens ressourcer, hvilket forhåbentlig ville blive en stor fordel. Som hun trådte ind i træningslokalet hørte hun straks stemmer og gjorde sig umage for at stille sig i tilpas afstand til, at hun kunne høre deres samtale. Hun var ikke interesseret i at være en del af den, men det var essentielt at være klar over hvad der foregik blandt deltagerne. Ophelia fandt et bord med redskaber til camouflage og holdt sit blik fæstnet på sine hænder der arbejde ihærdigt. Hendes opmærksomhed var dog rettet mod pigerne, som hun hørte dem diskutere bueskydningsteknikker. Hun kunne ikke lade være med at undre sig over deres venlighed; alle var klar over hvorfor de var her.
